Autorisering af stednavne – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Stednavneudvalget > Autorisering af stednavne

Autorisering af stednavne

De navne, som indgår i fortegnelsen over autoriserede stednavne, repræsenterer kun en mindre del af de danske stednavne. Nemlig dem der - som det hedder i den seneste bekendtgørelse fra 1978 - er "navne på lokaliteter, for hvilke der er et praktisk (kartografisk, postalt, lokalt m.v.) behov for en retskrivningsform".

Dette betyder først og fremmest, at navne på alle almindelige gårde og huse helt og holdent ligger under den enkelte ejers kompetence. For gårdes vedkommende skal man op i herregårdsafdelingen, før navnet anses for at have praktisk betydning og dermed behov for en autoriseret form.

Uden for Stednavneudvalgets område ligger desuden alt hvad der vedrører vej- og gadenavne. Disse navne hører ifølge lovgivningen om offentlige veje under de enkelte kommuner.

Hvad betyder det, at et navn er autoriseret?

Idéen bag autorisationssystemet er enighed og entydighed. Når et navn har en autoriseret form, er det derfor den, som skal anvendes i den offentlige administration.

Men meningen er naturligvis, at den autoriserede form gerne skulle have en sådan gennemslagskraft, at den bliver anvendt af alle mennesker i samfundet. Først da er formålet med at autorisere stednavne nået.

Og det forholder sig da sådan, at næsten alle danske stednavne har en form, som ingen danskere sætter spørgsmålstegn ved. Det hedder V-i-b-o-r-g, M-o-r-s og R-ø-n-n-e. Men enkelte navne volder problemer, fordi nogle hævder én stavemåde, mens andre holder på en anden.

Stednavneudvalget kan ikke løse den slags konflikter så alle får ret, for det ligger i sagens natur, at autorisationssystemet betyder, at kun én form kan være den rigtige. Når der rejses sager af den art over for udvalget, forsøger udvalget at mønstre alle argumenter for og imod de diskuterede muligheder.

Hvilken form af et stednavn bliver autoriseret?

Som nævnt volder det ikke problemer at autorisere Viborg, Mors og Rønne. Men i konfliktsituationer må Stednavneudvalget træffe et valg, og til de hovedretningslinier Stednavneudvalget følger, hører følgende:

  • er der en solid tradition for en bestemt form?
  • følger formen hovedreglerne for normal dansk retskrivning?

Stednavneudvalgets sekretariat, Afdeling for Navneforskning, rummer meget store stednavnesamlinger, og på grundlag af dem kan man danne sig et overblik over et bestemt navns stabilitet og tradition over et langt tidsrum; som regel adskillige hundrede år.

For at sikre sig, at de lokale navnebrugeres syn herpå kan indgå i overvejelserne, bliver den berørte kommune også normalt hørt i navnesager. Hovedreglerne for normal dansk retskrivning kan udledes af Retskrivningsordbogen udgivet af Dansk Sprognævn.

Retskrivningsordbogen har en selvstændig paragraf, § 61, om stavning af proprier, hvor det bl.a. hedder: "I de allerfleste tilfælde er principperne for stavning af stednavne og for stavning af sprogets almindelige ord i overensstemmelse med hinanden. Men i enkelte tilfælde er principperne forskellige".

Forskellene kan bestå i, at navne kan skrives i to ord, hvor normalsproget ville forvente sammenskrivning, f.eks. Ods Herred. De mest iøjnefaldende forskelle består dog i, at bogstaver og bogstavkombinationer, som undgås i det almindelige sprog, kan findes i stednavne.

  • kj- og gj- forekommer foran fortungevokal i nogle jyske stednavne (Gjellerup, Gjerlev, Kjelst). I disse kombinationer er j afskaffet i rigsdansk.
  • -au- og -aug- forekommer i nogle stednavne, hvor man efter den almindelige retskrivning venter -av- og -ag- (Haurum, Taulov, Daugstrup).
  • -ou- og -oug- forekommer i nogle stednavne, hvor man efter den almindelige retskrivning venter -ov- og -og- (Oure, Toustrup, Rougsø).
  • -hl og -hr forekommer i nogle jyske stednavne (Bahl, Sahl, Ræhr). Denne bogstavkombination forekommer ikke i rigsdansk.
  • -th forekommer i nogle navne, hvor man efter den almindelige retskrivning venter -t (Løth, Uth).
  • -x- forekommer i nogle navne, hvor man efter den almindelige retskrivning venter -ks- (Gladsaxe, Nexø).
  • Lang vokal markeres aldrig i den almindelige retskrivning, men i stednavne kan længde være markeret enten ved tilføjelse af et e eller ved dobbeltskrivning (Boeslunde, Gierslev, Geestrup, Siim, Truust).

Antallet af autoriserede navne med afvigelser fra den normale retskrivning er steget en smule i de senere år, men den samlede mængde er under alle omstændigheder meget beskeden, og det er som nævnt en af Stednavneudvalgets hovedbestræbelser at holde stednavneretskrivningen så tæt op ad retskrivningen i det almindelige ordforråd som muligt.

Når man kender ordene jern og bjerg skal man også kunne være tryg ved, at deres stavemåde anvendes i stednavnet Jernbjerg. Undtagelserne fra dette princip er yderst få, og Stednavneudvalget søger ikke at fremme dem.