Stednavneudvalget anbefaler – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Stednavneudvalget > Stednavneudvalget anbe...

Stednavneudvalget anbefaler

På denne side er der samlet en række af anbefalinger der bør følges i forbindelse med navngivning af lokaliteter, dvs. bebyggelser, bygninger, veje, gader og pladser. De nedenstående retningslinjer er udformet under hensyntagen til dansk lovgivning og internationale anbefalinger fra FN-organisationen UNGEGN som Danmark har tilsluttet sig.

Anvend dansk retskrivning

Som hovedregel skal dansk retskrivning følges når man fastsætter skrivemåden for et stednavn. Idéen bag dette er så vidt muligt at skabe entydighed omkring navnet. Kun i de tilfælde hvor der i lokalsamfundet er en solid tradition for en bestemt skrivemåde der ikke er i overensstemmelse med den nuværende retskrivning, kan andet accepteres, se også under Autorisering af stednavne.

Opkald ikke efter levende eller nyligt afdøde personer

Med udgangspunkt i anbefalingerne fra UNGEGN (UNCSGN Resolution VIII/2 – se oversigt over resolutioner) frarådes det at opkalde efter nulevende og nyligt afdøde personer.

Det kan være besnærende at ønske at ære en samtidig national eller lokal vigtig person ved at opkalde en vej eller en plads efter vedkommende. En sådan handling kan vise sig at være uhensigtsmæssig hvis personen bag opkaldelsen i eftertiden bliver kendt for ulovlige eller socialt uacceptable handlinger. En efterfølgende ændring af navngivningen vil ikke bare skabe postale og lokaliseringsmæssige problemer, det vil også medføre økonomiske omkostninger i form af prestigetab, ny skiltning og ændringer i lokationsdatabaser.

Ønsker man at navngive en lokalitet efter en person, anbefaler Stednavneudvalget at man venter mindst 3-5 år efter vedkommendes bortgang, for at teste om personen og vedkommendes omdømme er langtidsholdbart nok til at indgå i en opkaldelse.

Brug så vidt muligt den danske navneform

Med den stigende internationalisering i samfundet bliver danske stednavne også i højere grad anvendt i andre sprog. Skal man så i en fremmedsproglig sammenhæng tilpasse stednavnet ved sprogligt at tilpasse det til modtagersproget eller måske ligefrem oversætte det? Eller skal man anvende den danske navneform?

Fra international side (fx UNCSGN Resolution II/29, III/17, V/13 – se oversigt over resolutioner) anbefales det at offentlige og private i videst muligt omfang anvender nationale stednavneformer. I dansk sammenhæng vil det sige at dansksprogede navneformer i videst muligt omfang skal anvendes.

Nogle danske stednavne har dog så lang en fremmedsproglig tradition at man kommunikationsmæssigt intet vinder ved at anvende den dansksproglige form. Det drejer sig især om landenavnet Danmark og hovedstadsnavnet København; begge har en egen form i næsten alle sprog, jf. UNGEGN's online database over geografiske navne.

Landets andre stednavne har dog kun i begrænset omfang en fremmedsproglig form. Som en undtagelse kan nævnes Helsingør, der har formen Elsinore på engelsk – i hovedsagen på grund af lokalitetens centrale rolle i Shakespeares skuespil Hamlet.

Der har tidligere været gjort indvending mod at bruge æ, ø og å i international sammenhæng, men med den stigende implementering af Unicode-skrifttypestandarden UTF-8 i verden er det ikke længere noget problem at anvende særdanske tegn i udenlandsk sprogsammenhæng.